• Fri fragt over 500 kr
  • Kundeservice 11-15 på 70 25 25 30
  • Bestil inden kl. 13 og vi sender samme dag

At overtrække kagen med fondant

 

Inden du starter med at arbejde med fondanten, anbefaler jeg kraftigt, at du tager smykker af fingre og håndled. Det gøres dels af hygiejnemæssige årsager, men også for ikke at komme til at sætte uønskede mærker på den glatte fondant overflade.

Indfarvning af fondant

Ønsker du at din kage skal have en anden farve end hvid, indfarves fondanten inden kagen overtrækkes med fondanten. Når fondanten indfarves skal du anvende pastafarve (Brug aldrig almindelig frugtfarve, da det vil få fondanten til at smelte). Tag en tandstik og dyp den i den ønskede farve (start med en lille smule ad gangen, da det farver meget).

Smør farven på fondanten og begynd at ”trække” og ælte i fondanten til det hele får en ensartet farve. Farvens nuance afhænger meget af mængden, så du kan få mange forskellige nuancer ud af én farve ved at ændre på mængden.

Hvis du oplever, at fondanten begynder at klistre, når du arbejder med den, så drys lidt Maizena majsstivelse ud på bordet og ælt det med ind i fondanten.

Indfarvning af fondant Indfarvning af fondant
Indfarvning af fondant Indfarvning af fondant

Overtrækning af kagen med fondant

Det er godt at vide på forhånd, hvor meget fondant der cirka skal bruges. Så start med at veje den mængde fondant af du skal bruge til netop din størrelse kage. (Sidst i dette kapitel kan du se en vejledende liste over, hvor meget fondant der skal bruges til de forskellige størrelser kage). Herefter måler du kagens diameter/længde og plusser det med 2x kagens højde. Her er et eksempel: Er din kage 7 cm høj og 25 cm i diameter, skal din fondant rulles ud så den min. er 39 cm (7+7+25=39).

Overtræk med fondant Overtræk med fondant

Ælt fondanten godt igennem indtil den bliver smidig. Hvis du oplever, at fondanten begynder at klistre, når du arbejder med den, så drys lidt Maizena majsstivelse ud på bordet og ælt det ind i fondanten. (Det er vigtig, at du ikke bruger flormelis eller andet i stedet. Majsstivelse har den egenskab, at den ”suger” fugten til sig, så fondanten ikke klistrer, uden at det ændrer på smagen)

Ælt fondanten Ælt fondanten

Rul fondanten ud i ca. 2-4 mm tykkelse med en lang non-stick rullepind eller en almindelig kagerulle. Ønsker du at præge din kage (altså ”trykke” et mønster direkte ned i fondanten) rulles fondanten lidt tykkere ud for at undgå at komme til at trykke igennem fondanten. Fondanten skal i så fald være minimum 4 mm.

Fondanten udrulles Fondanten udrulles

Når fondanten er rullet ud i den størrelse du skal bruge, er du klar til at komme den over kagen.

Den udrullede fondant

Der er flere måder at ”løfte” fondanten på. Jeg tager forsigtigt ved med højre hånd, i den side af fondanten der ligger ned mod mig selv, og løfter fondanten op på min venstre arm. Derefter løfter jeg op i fondanten med venstre arm, der nu er inde under fondanten, så jeg også kan få den højre arm ind under. Nu kan jeg, uden at der går hul på fondanten, løfte det hele på én gang og give mig god tid med at få det lagt præcist på kagen. Lad fondanten røre ved kagefadet på den modsatte side af hvor du står (ligesom på billedet). Sænk forsigtigt armene så fondanten lægges ned på kagen.

Skulle uheldet være ude og der går hul på fondanten, kan du altid starte forfra med at rulle ud.

Fondanten løftes

Den anden metode er at ”rulle” fondanten op på din non-stick rulle pind. Herefter lægges fondanten på kagen ligesom ovenfor beskrevet. Denne metode kan dog være svær at anvende til store kager, da den fondant der hænger ned fra rulle pinden vil være så tung, at den vil revne og falde ned. Det kan også være svært at håndtere fondanten på denne måde, hvis diameteren på fondanten er større end længden på rullepinden. Prøv dig frem og find ud af hvilken måde du foretrækker.

Glat nu fondanten ud på toppen af kagen med en smoother. Løft forsigtig op i fondanten, og glat eventuelle luftbobler ud.

Fondanten glattes

Læg nu forsigtigt fondanten ind mod siderne af kagen med hænderne. Tag smootheren og glat kagens sider hele vejen rundt så du når ca. halvvejs ned ad siden.

 

Når du er nået hele vejen rundt glattes fondanten med smootheren helt ned til den nederste kant hele vejen rundt om kagen. Fondanten er meget smidig, og for at undgå at der kommer små ”folder” for neden, kan du trække forsigtigt i fondanten, samtidig med at du presser smootheren ned ad mod kanten.

Lav en ”markering” ved at presse smootheren ned mod kagefadet (eller bordpladen hvis du ikke har stillet din kage på et fad) så der kommer et mærke på den overskydende fondant langs kagens side. Når det er gjort, er det nemmere at se hvor kagen ”slutter”, og hvor du dermed skal skære det overskydende fondant af.

Fondanten glattes Fondanten glattes

Skær nu den overskydende fondant af med en skarp kniv eller pizza skærer.

Fondanten skæres

Slut af med at glatte en sidste gang med smootheren både på toppen og rundt langs siderne på kagen.

Den færdige kage

Du er nu klar til at pynte kagen efter alle kunstens regler.

Hvis du har fondant i overskud, kan du pakke det ind i film og lægge det ned i en pose og slå en stram knude på posen. Så kan du bruge det senere. Hvis der går meget lang tid inden du skal bruge fondant igen, kan det også fryses.

Så meget fondant skal du bruge til at overtrække din kage

Tallene er vejledende og gælder ved en tykkelse på 4 mm.

Kagetype

Størrelse

Fondant mængde

Rund kage - 8 cm høj

10 cm

300 g

15 cm

500 g

20 cm

700 g

25 cm

1.000 g

30 cm

1.200 g

35 cm

1.500 g

40 cm

1.800 g

45 cm

2.000 g

Kvadratisk kage - 8 cm høj

10 cm

400 g

15 cm

600 g

20 cm

900 g

25 cm

1.200 g

30 cm

1.500 g

35 cm

1.900 g

40 cm

2.300 g

45 cm

2.600 g