Chokoladefrøer med pebermyntefyld

oprettet d. under Produkter, Opskrifter, Ingredienser , Vejledninger

Chokoladefrøer med pebermyntefyld

Chokoladefrøer er altid et hit, hos både store og små - og du kan lave dem selv, nemt, og med lige de smage du ønsker. Det sværeste ved at lave chokoladefrøer, eller en hvilken som helst anden fyldt chokolade, er når du skal temperere chokoladen. Men selv hvis dette ikke lykkedes 100%, så kommer dine chokolade frøer stadig til at smage godt!
 

Du skal bruge:

Ingredienser:

300 gram chokolade - f.eks. Callebaut mørk chokolade 54,5 %

Pebermyntefyld (kan med fordel laves dagen før):

2 dl. Druesukker

4 dl. Sukker

1,5 dl. Vand

1,5 ml. pebermyntearoma

1 sprøjtepose

1 chokoladeform med frøer


Sådan gør du: 
Hæld 4 dl. sukker og 2 dl. druesukker sammen i en gryde med 1,5 dl. vand og rør det hele sammen, til det er en ensartet, glat masse.

Varm det hele op til 105-110 grader (brug gerne et sukkertermometer).

Tag gryden af varmen og lad din masse køle af til 90 grader. Tilsæt nu din pebermynteolie.

Pisk kraftigt med en håndmixer i ca. 5 min til sukkermassen begynder at blive tykkere og til den ikke længere er gennemsigtig. Nu er din pebermynte creme klar til brug. Fyld det i din sprøjtepose og lad det ligge i køleskabet – kan med fordel ligge til dagen efter.

 

Nu skal du temperere chokoladen, se en guide til dét, her. Fyld formen med chokolade, bank luftbobler ud af chokolade, ved at banke formen ned i bordet gentagne gange. Vend formen på hovedet så overskydende chokolade kan løbe ud. Bank igen din form ned i bordet, et par gange, og fjern overskydende chokolade, på formens kanter med en paletkniv. Sæt formen i køleskabet ca. 10 min. Nu kan du fylde frøerne op med din creme, indtil ca. 2 mm fra kanten - så du har plads til at lukke frøen med et låg chokolade. Sæt formen køleskabet igen - ca. 10 min. Tag formen ud igen af køleskabet og nu kan du fylde de resterende ca. 2 mm med chokolade, så du lukker frøen. Skrab formet godt ren for chokolade og sæt igen formen i køleskabet – 10-20 minutter, indtil de er helt hærdede. Nu kan du vende formen ud over et viskestykke og se dine små frøer hoppe ud. Giv dem eventuelt et blidt bank ned i bordet.

Nu har du skønne, hjemmelavede chokoladefrøer, klar til at nyde!

Du kan selvfølgelig fylde dine frøer med lige dét du bedste kan lide – prøv f.eks. flydende karamel, eller, til de voksne, karamel- og romfyld.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar